Badminton Danmark
Badminton Danmark ændrer i organisationen og søger ny talentudviklingschef
januar 25, 2021 10:00I forlængelse af Badminton Danmarks nye talentudviklingsstrategi slår Badminton Danmark stillingen som talentudviklingschef op. Nuværende talentudviklingschef Bo Ømosegaard fortsætter sit arbejde i Badminton Danmark i en ny stilling som talentudviklingsleder.
Badminton Danmarks talent- og eliteafdeling justerer sin organisation i forlængelse af den nye talentudviklingsstrategi.
– Vi har lanceret en ny talentudviklingsstrategi, og timingen er rigtig i forhold til at justere i vores organisation. Vi søger derfor en ny talentudviklingschef, som skal stå i spidsen for vores nye talentudviklingsstrategi og bidrage med nye perspektiver til en fortsat videreudvikling af vores succesfulde talentudvikling, siger elite- og sportschef Jens Meibom.
– Samtidigt er jeg meget glad for, at Bo (Ømosegaard, red.) fortsætter sit gode arbejde indenfor talentudviklingen i Badminton Danmark i en stilling som talentudviklingsleder. Bo har leveret et fantastisk stykke arbejde som talentudviklingschef igennem 15 år, og man kan blot kigge på alle de nuværende topspillere, der alle har været igennem Badminton Danmarks talentudvikling, for at få et bevis på hans indsats. Det er meget positivt, for dansk badminton, at vi fortsat kan få nytte af Bos store erfaring og viden om talentudvikling, afslutter Jens Meibom.
Stillingen som talentudviklingschef i Badminton Danmark er en vigtig stilling i Badminton Danmark, da den giver mulighed for at præge udviklingen af de kommende danske badminton verdensstjerner.
Hvis du er interesseret i at søge stillingen, kan du klikke her og læse mere om stillingen
Tags: Badminton Danmarks Talentudviklingsstrategi, Jens Meibom, Ledige stillinger, talentudviklingschef
Kategori: Forside, Inspiration, Nyheder