Badmintonphoto
Danmark lander god gruppe til EM for blandede hold
januar 12, 2021 15:27Det danske badmintonlandshold ender i gruppe med Tyskland, Skotland og Finland ved de europæiske mesterskaber for blandede hold, som spilles i Finland i februar. – I vores gruppe hedder den Tyskland og Danmark, siger landstræner Jakob Høi om lodtrækningen. Se de to EM-grupper i bunden af artiklen.
Det var uden slinger i valsen, at Danmark for to år siden sikrede sig guldet over Tyskland i finalen ved EM for blandede hold.
Om rundt regnet en måned skal de danske badmintonstjerner forsvare selvsamme titel, og nu står det klart, hvem der indledende står for tur.
Lodtrækningen til mesterskabets to grupper blev nemlig foretaget tirsdag eftermiddag, og her landede topseedede Danmark i gruppe Tyskland, Skotland og værtsnationen Finland.
En ikke så ringe endda dansk lodtrækning ifølge landstræner Jakob Høi.
– Gruppe to er den hårde. England er klare favoritter der, men alle fire hold kan slå hinanden på kryds og tværs, så det er ikke til at sige, hvem vi kan ende med at rende i efter gruppespillet, siger Jakob Høi, som dermed sagt også er godt tilfreds med den danske lodtrækning.
I Danmarks gruppe hersker der hos landstræneren ingen tvivl om, hvem der bliver den hårdeste nød at knække.
– I vores gruppe hedder den Tyskland og Danmark. Det er der ingen tvivl om. Der er heller ingen tvivl om, at det er os, der er klare favoritter – det er vi, uanset hvem vi møder. Men vi kan sagtens komme ud i at spille svære kampe. Derfor skal vi gå respektfuldt til kampene og sætte et niveau, der viser, at vi tager det alvorligt. Vi får ikke guldet foræret, men skal selv vinde det, siger Jakob Høi.
Danmark har vundet EM-guldet for blandede hold intet færre end 17 gange og er da også favoritter til at tage den 18. titel som Europas stærkeste badmintonnation.
Sidste år vandt Danmark både EM for herrehold og EM for damehold, og fra 16.-20. februar skal det i Vantaa, Finland, altså vise sig, om Danmark fortsat er stærkest for blandede hold.
Læs også: Fantastisk førstedag for Danmark ved Thailand Open
Sådan ser grupperne til EM for blandede hold 2021 ud:
Gruppe 1
Danmark (1)
Skotland
Tyskland
Finland
Gruppe 2
England (2)
Frankrig
Holland
Rusland
Tags: EM, EM for blandede hold, Lodtrækning
Kategori: Elite, Forside, Landshold, Nyheder