Carsten Werge - Hovedbestyrelsen - Hovedbestyrelse - bestyrelse

Nyt fra hovedbestyrelsen: Vi må skride til handling nu

december 16, 2020 10:24 Skrevet af

Badminton Danmarks hovedbestyrelses klumme får denne gang input fra Carsten Werge, som er eliteansvarlig i hovedbestyrelsen. I denne klumme giver Carsten Werge et indblik i sine tanker om at få aktiveret større dele af badmintonsporten, mens Covid-19 restriktionerne raser, så talenterne ikke tabes på jorden. God læselyst.

 

Vi må jo desværre indrømme, at julefreden har sænket sig alt for tidligt over dansk badminton med effektueringen af de seneste brutale Covid-19 restriktioner.

Kun et fåtal af dansk badmintons ellers store flok af elitespillere kan passe deres job – og altså arbejde professionelt på at skabe endnu bedre resultater, som hele Danmark i sidste ende kan være stolte over.

Som nyvalgt eliteansvarlig har jeg brugt tiden siden seneste nedlukning på igen at fundere over de vilkår, som vores bedste seniorer og største ung-talenter bydes fra politisk hold.

Og jeg er nået frem til, at det er NU vi må skride til handling, hvis ikke vi stiltiende skal ende med at acceptere en markant risiko for, at vi taber en stor talentmasse på gulvet.

En talentmasse, der i hovedparten af 2020 ikke har fået den fornødne og udviklende basis- og kamptræning – og som lige nu kigger ind i et 2021 med fortsat hermetisk aflukkede badmintonhaller, aflyste holdkampe og annullerede turneringer.

Dét fremtidsperspektiv kan vi ikke bruge til noget som helst!

Læs også: Nyt fra hovedbestyrelsen: Kommunikation, FN’s Verdensmål og DIF Strategiaftale

Så i første omgang har jeg, med bestyrelsens opbakning, fået accept på, at vi lige efter jul vil lægge en masse kræfter i at råbe de ansvarlige politikere op og fortælle dem, at vores sports to 1. divisioner til en start bør inkluderes i dén topidræt, der ikke er ramt af de stramme corona-restriktioner.

På lige fod med for eksempel 2. division i fodbold……

Ved den seneste Senior Grand Prix Circuit-turnering i Lillerød, der er forbeholdt dansk seniorbadmintons absolutte hjemlige elite, var godt to tredjedele af deltagerne fra klubber i 1. division. Hvis ikke vores politikere kan se, at dette er en soleklar dokumentation på, at alle disse spillere fortjener at kunne træne, spille kampe for deres klubber og gøre sig klar til den næste GP-turnering, så vil jeg personligt finansiere politikernes test hos den lokale optiker!

Lad mig understrege, at Badminton Danmarks gennem hele denne svære tid med pandemi har optrådt ekstremt ansvarsbevidst og på intet tidspunkt har stillet urimelige krav.

Det skal vi som forbund blive ved med, men vores ansvar er også – under Covid-19 forsvarlige rammer – at få gang i vores sport igen.

Læs også: Ny klumme: Nyt fra hovedbestyrelsen

Fortsætter nedlukningen, så risikerer vi, at alt for mange – både top-ambitiøse voksne spillere og unge talenter – sættes så meget tilbage rent sportsligt, at de simpelthen mister incitamentet til at jagte drømmen!

Den slags ”ulykker” kan regeringens hjælpepakker altså ikke kompensere for!

Vi har i sagens natur et omfangsrigt arsenal af argumenter på lager, som jeg vil spare jer for i denne lille julehilsen. Men vær vis på, at jeg ser frem til, sammen med Badminton Danmarks formand Tore Vilhelmsen og direktør Bo Jensen, at rulle disse argumenter ud til gavn for forhåbentlig både dansk badminton og for Kulturminister Joy Mogensen.



Tags: ,
Kategori: ,