Badmintonphoto
Nordjyllandnedlukningens betydning for badmintonsporten
november 6, 2020 14:20OPDATERET 19/11-2020: Nordjyderne kan igen dyrke indendørs idræt
De lokale restriktioner i syv nordjyske kommuner bliver nu ophævet, og allerede fra fredag den 20. november kan nordjyderne igen få sved på panden til indendørs idræt.
Fra fredag den 20. november kan både børn, unge og voksne igen snøre træningsskoene og begive sig på vej til den lokale idrætsforening. De omfattende lokale restriktioner i syv nordjyske kommuner ophæves, og det betyder, at der nu gælder samme regler for idrætsaktiviteter her som i resten af landet.
Indendørs idræt igen er igen tilladt, og der gælder et forsamlingsforbud på 50 ved idrætsaktiviteter for børn og unge til og med 21 år. For voksne og unge fra 22 år gælder forsamlingsforbuddet på 10 fortsat.
De gældende forsamlingsforbud for idrætsaktiviteter gælder foreløbig frem til søndag den 22. november, men forventes at blive forlænget en af de kommende dage.
DIF glæder sig over, at vores nordjyske idrætsforeninger igen kan slå dørene op, så både børn, unge og voksne igen kan dyrke idræt.
Oprindelig artikel: De nye restriktioner og anbefalinger i Nordjylland betyder blandt andet, at alle indendørs idrætsfaciliteter i syv nordjyske kommuner lukkes ned, og det får betydning for badmintonsporten. Se hvordan nedenfor.
På baggrund af pressemødet i Statsministeriet torsdag den 5. november, hvor statsminister Mette Frederiksen annoncerede en nedlukning af syv nordjyske kommuner (Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Læsø, Vesthimmerland, Jammerbugt og Thisted) kommer Badminton Danmark og DGI Badminton med disse anbefalinger.
For Badminton Danmark og DGI Badminton betyder regeringens retningslinjer og anbefalinger, at spillere, som er bosiddende i de syv nordjyske kommuner, ikke kan komme til at spille turneringer og holdkampe i perioden, hvor regeringens tiltag er gældende (foreløbig de kommende fire uger).
Badminton Danmark og DGI Badmintons anbefalinger:
– Alle turneringsarrangører opfordres til at tage spillere bosiddende i de pågældende kommuner ud af turneringsprogrammerne og betale spillernes indskud retur.
- Vi ved, at det naturligvis skaber en del frustration i klubberne. Den frustration deler vi med jer. Vi vil gerne forsikre alle om, at hvis der er spillere som i denne periode, hvor de ikke kan deltage i konkurrenceaktiviteter, oplever et markant uhensigtsmæssigt fald i deres placering på Ranglisten i forhold til deres individuelle nuværende NIVEAU på Ranglisten, så er Badminton Danmark naturligvis interesseret i at høre nærmere fra de pågældende spillere, når de igen får mulighed for at konkurrere.
- Vi ser naturligvis gerne nærmere på spillere, der mener, de har behov for at blive genplaceret på grund af, at de er mindre turneringsaktive i den kommende periode. Hvis man oplever en markant uhensigtsmæssig regulering på grund af, at man ikke deltager i konkurrenceaktiviteter i nedlukningsperioden, kan man skrive til bp@badminton.dk, så ser vi på det individuelt, hvis man er spiller fra en klub bosiddende i en af de nedlukkede kommuner.
- Helt generelt skal alle huske, at den almindelige mekanisme i Ranglisten er, at spillere, som oplever at ’falde lidt tilbage’, vil få flere point for kommende sejre eller miste færre point ved kommende nederlag, når de igen konkurrerer, grundet et mindre pointtal i forhold til konkurrenterne. Derfor retter placeringen sig automatisk ved bare at være aktiv igen på den “lidt længere bane.”
- Vi ser naturligvis ligeledes på mulighederne for at flytte ungdomsholdkampe, som vi har gjort det med seniorholdkampe. Har man ungdomshold, hvor kampe skal udsættes, så tag fat i den lokale ungdomsholdturneringsansvarlige for at høre nærmere om mulighederne for at få flyttet ungdomsholdkampe i perioden.
Nedlukningen i Nordjylland skyldes spredningen af Covid-19 i landets mange minkbesætninger, som desværre har resulteret i en ny variant af sygdommen hos mennesker, der er blevet smittet af dyrene. En variant, som kan blive en kæp i hjulet for en kommende vaccine, og som – i værste fald – kan genstarte en ny pandemi. Derfor sættes der nu ind for at inddæmme den særlige variant, så smittekæderne bliver brudt og den nye variant – forhåbentlig – dør ud.
Tags: Anbefalinger, coronatiltag, Coronavirus, Covid19, DGI Badminton, Retningslinjer
Kategori: Forside, Klubnyheder, Nyheder