Badminton Europe

Danmark gør rent bord og spiller sig sikkert i UEM-finalen

november 1, 2020 18:14 Skrevet af

Der blev ikke givet ved dørene fra dansk side i hverken UEM-kvart- eller semifinalen søndag. Med to gange 3-0 som resultat over henholdsvis Sverige og Estland og bare ét afgivet sæt er Danmark i UEM-finalen.

 

Det danske ungdomslandshold er i UEM-finalen 2020. Det står klart efter to sikre søndagssejre over henholdsvis Sverige og Estland, hvor danskerne fra første færd viste, hvor skabet skulle stå.

Det fortæller en tilfreds U19-landstræner, Rune Ulsing:

– Vores spillere er der bare fra start. De sidder på modstanderne og viser, de vil videre. Og så bliver det bare, navnlig for esterne, svært at holde sammen på tingene, siger Rune Ulsing.

I kvartfinalen var det Magnus Johannesen og Mads Vestergaard/William Kryger Boe, der sikrede henholdsvis det første og det afgørende point med sikre sejre i to sæt, mens Benedicte Sillassen gjorde det til 2-0 efter en heftig, men vigtig tresætter.

– Benedicte vinder en god damesingle, som vi inden kampen ikke kunne regne med, at hun ville vinde. Men hun tager en god skalp med den kamp og en rigtig god sejr, som gør, at vi kommer til at vinde kampen mod Sverige ret sikkert. I herrekampene synes jeg, at vi er et stykke foran dem, siger Rune Ulsing og tilføjer om den efterfølgende semifinale:

– Mod Estland var vi bare bedre.

Klik her for at se alle resultater fra søndagens kampe ved UEM 2020 

Med sikre semifinalesejre fra Mads Juel Møller, Frederikke Østergaard og Mads Vestergaard/Clara Løber er Danmark dermed bare tre individuelle sejre fra at kunne kalde sig Europas bedste landshold under 19 år. Det lyder lige til, men det er lettere sagt end gjort.

Modstanderne er nemlig Frankrig, som har vundet de seneste to titler ved UEM for hold, og som søndag kæmpede de sig til en kneben 3-1-triumf over Rusland.

– Jeg er selvfølgelig spændt på at se, om det får nogen betydning, at modstanderne har haft nogle hårde kampe. De har ikke helt så mange spillere som os heller, men jeg er sikker på, at de nok skal være der mentalt i morgen. Som jeg har oplevet dem her ved mesterskaberne, så vil de rigtig gerne vinde titlen, siger Rune Ulsing om finalemodstanderen.

Læs også: Læs også: Danmark vinder tæt puljefinale mod Tyskland

Landstræneren forventer, at det i høj grad bliver marginalerne og det mentale, som bliver udslagsgivende i finalen.

– Der er ingen tvivl om, at vi skal præstere på højeste niveau for at vinde. I sidste ende tror jeg, at det kommer til at handle om, hvem der er mest cool. Hvem, der tør holde sig til taktikken, når der pres på og turde tage de ryk, der skal til, selv når det føles risikofyldt, siger Rune Ulsing.

Vinder Danmark årets UEM, bliver det første gang siden 2013 og med andre ord en stor præstation.

– Vi er jo en førende badmintonnation i Europa, og jeg synes også, at vi står med den bredeste trup, hvilket er udtryk for, at vi stadig er det. Selvfølgelig kunne det være sindssygt fedt at vinde i morgen, det kan jeg også fornemme på spillerne. Men der er ingen tvivl om, at Frankrig har nogle gode spillere på toppen, så lykkes det ikke, synes jeg stadig, at holdet har leveret en rigtig flot indsats. Men det vil selvfølgelig være fedt at få den fulgt til dørs i morgen, siger Rune Ulsing.

UEM-finalen spilles mandag morgen kl. 09.00, dansk tid. Kampen kan følges direkte på Badminton Europes livestream og skal naturligvis ses!

Klik her for at tilgå Badminton Europes livestream



Kategori: , ,