Badmintonphoto
Dansk førstedouble inden kvartfinalebrag: – Jeg forventer nogle dejlige nye modstandere fra Asien
oktober 16, 2020 11:00Maiken Fruergaard og Sara Thygesen har ikke stået side om side i en international badmintonturnering siden finalen i Indonesia Masters i januar, der også er karrierens største bedrift. Torsdag var det så endelig blevet tid igen for den danske førstedouble, der komfortabelt spillede sig videre til kvartfinalen ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, hvor parret nu står over for noget af en udfordring.
2020 begyndte særdeles godt for den danske førstedouble Maiken Fruergaard/Sara Thygesen, da de bravt figtede sig til en andenplads ved Indonesia Masters. Et resultat, der hidtil er parrets største i karrieren.
Ikke desto mindre skulle der gå ni måneder, før de igen skulle stå i en international turnering. Heldigvis var gensynet med rampelyset og det grønne halgulv glædeligt.
– Det var dejligt at spille igen, men også lidt nervepirrende. Man er lidt rusten, og vi skal lige i gang, så tingene sidder ikke 100 % i skabet. Men det var en rigtig fin førsterundekamp, selvom de får lidt for mange point til sidst, fortæller Sara Thygesen, efter parret torsdag sikkert spillede sig videre til kvartfinalen ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR.
Klik her for at se resultater, livescore og kampprogram fra DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR
I kvartfinalen venter der danskerne en gedigen udfordring, når de dobbelte verdensmestre og verdensranglistens nummer to Mayu Matsumoto/Wakana Nagahara står på modsatte side af nettet.
Men det snarere glæder, frem for skræmmer doubleparret.
– Vi glæder os til at spille, og det er en fed udfordring. Vi forventer nogle dejlige nye modstandere ude fra Asien, som ikke er de samme, vi har set på de sidste syv måneder, siger Maiken Fruergaard med et smil på læben.
Læs også: Tårevædet efter triumf: tysk damesingle kæmper med tung byrde
Den følelse, de oplevede i den historiske badmintonarena Istora Senayan tilbage i januar, i en fyldt hal og med en stemning, der konstant var på kogepunktet, jagter de dog stadig.
Selvom mange måneders turneringstørke sluttede for makkerparret i går, så var det hverken foran et tætpakket publikum eller med en intens kampnerve. Men forhåbentlig kan noget af den nerve atter opleves, når kvartfinalen mod de suveræne japanere skal afgøres.
I hvert fald ser den danske førstedouble frem til den udfordring, der venter dem.
– Vi sluttede rimelig godt inden corona, så det er spændende at se, hvor vi er nu. Kan vi komme tilbage på det niveau rimelig hurtigt, eller er vi lidt længere fra, end vi selv tror, siger Maiken Fruergaard.
Klik her og lyt til Badminton Danmark Podcast – dag 3, hvor indiske Srikanth Kidambi gæster studiet
Matsumoto/Nagahara udraderede i anden runde af DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR de danske debutanter Natasja Anthonisen/Clara Graversen.
Hør, hvad Maiken Fruergaard og Sara Thygesen havde at sige efter torsdagens andenrundekamp.
Tags: DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, Kvartfinale, Maiken Fruergaard, Sara Thygesen, Super 750
Kategori: Denmark Open, Elite, Forside, Nyheder