Badmintonphoto
Nedtakt: Undertippede danskere stod for dagens sensation
oktober 15, 2020 21:0511 danske sejre blev det til på tredjedagen af DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, hvor især favoritterne viste vejen og avancerede til kvartfinalen. Det til trods løb ung dansk herredoublekonstellation med opmærksomheden, da de stod for dagens helt store overraskelse. Få overblikket over torsdagens kampe her.
Glæden var ikke til at skjule hos Joel Eipe og Rasmus Kjær, da de i dagens første kamp leverede intet mindre end en sensation.
På den anden side af nettet stod Danmarks bedste herredoublepar og turneringens topseedede, Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup. Men verdens nummer 125 havde ikke planer om at lægge sig fladt ned, og efter de hver havde afgivet et sæt, skulle det afgøres i tredje. Her var det de undertippede danskere, der holdte hovedet køligst. Joel Eipe/Rasmus Kjær vinder overraskende 21-18, 17-21, 21-16, og spiller sig dermed i deres første Super 750-kvartfinale.
Se alle resultaterne fra anden runde ved DANISA DENMARK OPEN her
Der herskede heller ingen tvivl om, at Eipe og Kjær var stolte over dén præstation.
– Det er stort. Rigtig stort. Det er en kæmpe turnering. Det er selvfølgelig nogle andre omstændigheder, der gør, at vi får lov til at stå her, men nu er vi her. Kim og Anders er et verdensklassepar, og det har vi ikke rigtig slået før, siger Rasmus Kjær.
Selvom vi startede ud med en overraskelse af de helt store, var det igen favoritternes dag.
Især damesinglerne gjorde kort proces, da både Mia Blichfeldt og Julie Dawall Jakobsen spillede sig sikkert i kvartfinalen med en tosætssejr. Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus måtte derimod slide mere for det, inden de kunne indløse billet til fredagens kvartfinaler.
Vittinghus spår dog ikke sig selv store chancer i hans første kvartfinale ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR.
Torsdagens program bød ligeledes på Jan Ø. Jørgensens potentielt sidste kamp i karrieren, men legenden viste klassen og avancerede til kvartfinalen, hvor han møder landsmanden Anders Antonsen, der levede op til sin favoritværdighed. Denne gang gik det ud over franske Thomas Rouxel.
Jan Ø. Jørgensen havde før turneringen udtalt, at han var helt færdig, men alligevel var det en følelsesladet mand, der gik fra banen.
Dagens andet danskeropgør stod mellem Alexandra Bøje/Mathias Christiansen og Amalie Magelund/Niclas Nøhr. Og selvom det nysammensatte par Magelund/Nøhr spillede sig til første sæt, så var det Bøje/Christiansen, der kunne løfte armene over hovedet efter at have vundet tredje sæt, og dermed danskerduellen, med 22-20.
De danske damedoubler havde en svær dag på kontoret mod seedede topspillere. Kun Danmarks førstedouble med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen spillede sig i kvartfinalen. Der skulle dog hele otte matchbolde og lidt koncentration til, før sejren blev sikret på trods af, at kampen aldrig rigtig blev spændende.
Tæt på sejren kom Line Christophersen aldrig, da hun stod over for den spanske verdensstjerne Carolina Marin. Og Marin var ikke den eneste af de udenlandske stjerner, der levede op til sin favoritværdighed. Både Nozomi Okuhara, Chou Tien Chen og indiske Kidambi Srikanth avancerede til fredagens kvartfinaler, hvor de to sidstnævnte møder hinanden.
En af dagens helt store danske helte blev 23-årige Jeppe Bay, der ikke blot spillede sig i én kvartfinale, men hele to, sammen med henholdsvis Sara Lundgaard i mixeddouble og Lasse Mølhede i herredouble, der begge er debutanter.
Klik her og få det fulde overblik over fredagens kvartfinaler, der spilles fra kl. 14.00
Tags: DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, nedtakt, Super 750
Kategori: Denmark Open, Elite, Forside, Nyheder