Badmintonphoto
– Vi kommer stærkere ud på den anden side
oktober 9, 2020 10:57
For den relativt nystøbte mixeddoublekonstellation Mathias Christiansen og Alexandra Bøje kom turneringspausen forårsaget af coronapandemien ikke på det værste tidspunkt. Faktisk tværtimod. – Vi trængte til et turneringsafbræk og en god, lang træningsperiode, siger den mandlige halvdel af konstellationen, som påpeger, at de kommer tilbage stærkere, end de var før corona.
Mange turneringer, mange rejser og korte træningsperioder.
Er man på toppen karriere- og spillemæssigt er det med al sandsynlighed lige præcis sådan, man gerne vil have, at dagligdagen skal være skruet sammen.
Som relativt ung, nysammensat mixeddoublekonstellation er sagen dog en anden, og netop derfor kom coronapandemien på et ganske belejligt tidspunkt for Mathias Christiansen og Alexandra Bøje.
– Vi havde virkelig spillet meget på det tidspunkt (ultimo marts 2020, red.). Mange turneringer og mange rejser i en mængde, jeg ikke har været vant til. Det tog hårdt på mig, så til at starte med var det egentlig helt okay for mig med en pause, fortæller Alexandra Bøje.
Click here to read the full DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR magazine
Selv om det tunge turneringsprogram har været en del af makkeren Mathias Christiansens hverdag længe, så var det også for ham på høje tid med en pause, fortæller han.
– Jeg tror, at jeg på det tidspunkt var lidt mættet på en måde. Vi havde spillet mange turneringer og løb også ind i for mange nederlag, så det var egentlig rigtig fint at få et afbræk, siger Christiansen, som påpeger, at den usædvanligt lange pause især har givet pote for parrets makkerskab.
– Vi har døjet lidt med skader tidligere og styrtet af sted til turneringer, så det har helt sikkert været godt for os at kunne lægge en masse træningstimer i vores makkerskab. Det har vi haft brug, siger Mathias Christiansen.
Læs også: Thygesen og Fruergaard er klar på igen at jagte en helt særlig følelse
Parret, der er rangeret som nummer 27 i verden, har blandt andet brugt mange af timerne på træningsbanen med at arbejde på deres kommunikation på banen og servesituationen.
Begge er da også enige om, at arbejdet har båret frugt, og at de vender tilbage stærkere, end de var, da coronapandemien brød ud.
– Jeg synes, at jeg kunnet mærke forskellen løbende, og at vi også har kunnet udføre mange af de ting, vi har arbejdet med, i de træningskampe, vi har spillet. Jeg føler, at vi er blevet bedre og bedre, siger Alexandra Bøje og tilføjer, at udviklingen i høj grad har været motivationsfaktoren for hende.
– Jeg har hele tiden kunnet se, at træningen giver pote, og det har helt klar været en faktor, der har spillet ind i forhold til min motivation, når vi ikke har været nogen konkret turnering eller noget specifikt mesterskab at træne frem mod.
Dermed er sulten efter at komme ud i de rigtige kampsituationer, hvor der er noget spil, da også desto større i dag.
– Nu har pausen varet længe nok. Så jeg glæder mig virkelig til at komme ud og spille igen, rejse og være i gang med turneringer igen, siger Mathias Christiansen.
Tags: Alexandra Bøje, DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, Mathias Christiansen
Kategori: Denmark Open, Elite, Forside