Badmintonphoto
Thomas og Uber Cup bruttolandshold udtaget: – Nu det store puslespil skal samles
september 3, 2020 15:00Badminton Danmarks sportslige ledelse har udtaget henholdsvis en Thomas Cup og en Uber Cup bruttotrup, som i løbet af de kommende to uger skal skæres ned til to mandskaber af max 10 spillere hver. – Det er nu, det store detaljearbejde skal begynde at virke i spillet, og det store puslespil skal samles, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Verdensmesterskaberne for herre- og damelandshold, Thomas & Uber Cup, nærmer sig med hastige skridt, og torsdag har Badminton Danmarks sportslige ledelse taget et afgørende af slagsen.
Ledelsen har udpeget to bruttolandshold til mesterskaberne og dermed skabt de første aftegninger af, hvordan henholdsvis herre- og damelandsholdet kan komme til at se ud i Aarhus, hvor verdensmesterskaberne løber af stablen primo oktober.
Om udtagelserne siger cheflandstræner Kenneth Jonassen:
– Vi har valgt at udtage to bruttotrupper, som stadig er forholdsvis smalle. Det har vi gjort, blandt andet for at udtrykke over for de pågældende spillere at vi ser de gode ting, de arbejder med i dagligdagen, at vi tror på dem, og at det som udgangspunkt er mellem dem, at valgene står, såfremt der ikke sker skader, lyder det fra cheflandstræneren.
Læs også: Danmark får dobbelt op på positiv lodtrækning til Thomas og Uber Cup 2020
Under normale omstændigheder udtager den sportslige ledelse ellers ikke bruttolandshold, men fordi mesterskaberne i år spilles på hjemmebane, og der ikke er nogle turneringer op til, har det været oplagt denne gang, forklarer Kenneth Jonassen.
– Rent praktisk har vi ikke nogen flybilletter, der skal bestilles i god tid inden mesterskaberne. Dertil kommer, at vi plejer at have turneringer tæt på, mens udtagelserne sker og max to til tre uger at træne op til. Det er anderledes i år, hvor turneringskalenderen op til mesterskaberne er tom, siger Kenneth Jonassen og uddyber.
– Spillerne har i efterhånden mange måneder trænet med flere forskellige udviklingspunkter i hallen og et mindset, hvor der har været god tid og ingen bagkant på eller konkret viden om, hvornår de skal i kamp. Nu er det et helt andet mindset, der skal køres ind, og detaljerne og selve spillet skal begynde at sidde i skabet. De næste fire uger giver os god tid til den proces, hvor vi desuden kan arbejde med at få styr på folks småskavanker og give dem det rette fokus, når det kommer til at ramme topformen. Det er nu, det store puslespil skal samles, siger han.
Læs også: Thomas og Uber Cup nærmer sig: Sådan forbereder landsholdsspillerne sig
De to endelige landshold, som skal bestå af højst henholdsvis 10 herrespillere og 10 damespillere, udtages den 18. september. Det giver landstrænerteamet to uger til at spore sig ind på, hvordan de mener, at holdene skal sættes.
Tilsvarende kan spillerne bruge de næste 14 dage på at skærpe deres niveau yderligere og vise, at de er på vej til at ramme toppen i start oktober.
– Når de endelige hold skal udtages, ser vi selvfølgelig på, hvordan vi kan stille de stærkeste hold. De kommende to uger handler det om, at vi gerne skal kunne se spillerne bevæge sig i en retning, som giver os forhåbninger om, at når de rammer 3. oktober, så står de et godt sted, siger Kenneth Jonassen med tilføjelsen.
– Vi ville selvfølgelig gerne have haft, at udtagelsesfristen lå endnu tættere på mesterskaberne, således det havde været muligt at ændre i truppen helt frem til mesterskabsstart. Vi træner jo helt frem til, at kampene begynder, og risikoen for, at der opstår skader, er hele tiden til stede.
De to bruttolandshold består af:
Uber Cup:
Alexandra Bøje, Højbjerg
Mette Poulsen, Skovshoved
Sara Thygesen, Odense
Maiken Fruergaard, Odense
Amalie Magelund, Greve
Freja Ravn, KMB2010
Rikke Søby, Greve
Mia Blichfeldt, Solrød Strand
Line Kjærsfeldt, Højbjerg
Line Christophersen, Gentofte
Julie Dawall Jakobsen, Værløse
Amalie Schulz Terp-Nielsen, Højbjerg
Thomas Cup:
Viktor Axelsen, Skovshoved
Anders Antonsen, Aarhus AB
Hans-Kristian Solberg Vittinghus, Højbjerg
Rasmus Gemke, Skovshoved
Victor Svendsen, Team VEB
Frederik Søgaard, TSS
Mads Kolding, TSS
Kim Astrup, TSS
Anders Skaarup, Højbjerg
Mathias Christiansen, Team VEB
Lasse Mølhede, Solrød Strand
Tags: bruttolandshold, Kenneth Jonassen, Landshold, Thomas Cup, Uber Cup
Kategori: Elite, Forside, Landshold, Nyheder