Emil Lyders, Badminton Danmark
– Man ved ikke, om det nogensinde kommer til Danmark igen
september 2, 2020 13:02Frivilligansvarlig Morten Skrøder Bødskov er ikke i tvivl. Thomas & Uber Cup 2020 på dansk grund er stort. Kæmpe. Verdensmesterskaberne for herre- og damelandshold er en begivenhed, han ikke vil gå glip af. For som han siger: Man ved ikke, om det nogensinde kommer til Danmark igen. Derfor glæder han sig også over, at der trods Covid-19 er frivillige kræfter, som støtter op om den historiske begivenhed. Du kan også stadig nå at tilmelde dig som frivillig til Thomas & Uber Cup 2020 – se hvordan her i artiklen.
For første gang nogensinde i Danmark. Rent faktisk er det første gang i historien, at det kan opleves inden for Europas grænser. Der er tale om Thomas & Uber Cup – VM for herre- og damelandshold. Badmintonsportens måske største begivenhed. En begivenhed hvor verdens bedste badmintonspillere repræsenterer deres respektive lande på den hårde vej for at kunne kalde sig verdens bedste badmintonnation for henholdsvis herrer og damer.
Indtil nu har danske såvel som øvrige europæiske badmintonfans været nødsaget til at drage mod Asien for at se Thomas & Uber Cup-pokalerne blive løftet. Men i år sker det lige her i Danmark, nærmere bestemt Ceres Park & Arena i Aarhus.
Klik her for at blive frivillig til TOTAL BWF Thomas & Uber Cup 2020
Datoerne har Morten Skrøder Bødskov for længst krydset af i kalenderen. Rent faktisk har han haft krydset mange datoer af til Thomas & Uber Cup. Han er nemlig frivilligkoordinator, ligesom han var til RSL DM gennem fem år, mens det var i Aarhus – i 2021 drager danmarksmesterskabet til
Esbjerg. Og det har krævet, ligesom det stadig kræver, en masse tid. Men der er tale om et luksusproblem, for lysten til at være frivillig er til at få øje på.
– Flere af dem, som var frivillige til DM, kommer også til Thomas & Uber Cup. Men jeg har tydeligt kunnet mærke, at interessen for Thomas & Uber Cup er stor, og selvom vi har fået en del afbud i det ældre segment på grund af Covid-19, ser vi stadig frivillige folk, som kommer uden for Aarhus-området. Folk vil tæt på og være en del af den her store begivenhed, som måske kun overgås af OL, og det er fedt for folk at få lov til at være en del af, siger Morten Skrøder Bødskov.
Klik her for at købe billet til TOTAL BWF Thomas & Uber Cup 2020
Det, man kan blive en del af som frivillig til Thomas & Uber Cup, er fællesskab. Fællesskab ved at hjælpe hinanden og oplevelsen af at gøre en forskel. Det har Morten Skrøder Bødskov selv mærket på egen krop.
– Jeg kan tydeligt mærke, at jeg bliver mødt med en helt anden tilgang til, hvem jeg er. Jeg er på et lidt andet niveau sammen med de andre frivillige, fordi jeg har bidraget til, at eventen har kunne lykkes og fungere. Det er den følelse, vi har som frivillige. Det giver et kæmpe stort netværk, bekendtskaber og venner, siger Morten Skrøder Bødskov, der også er formand i Højbjerg Badminton Klub.
Læs også: International topbadminton genoptages i Danmark: Åbner med tre store events
Ikke én opgave er større eller mindre end den anden. Det handler om at få hele begivenheden til at lykkes.
– Man kan blive sat til at hente og bringe BWF’s præsident i Billund, tjekke billetter ved indgangen, stå som kontrol ved træningshallen, være læge eller fysioterapeut, man kan sidde på hotellerne og stå for information til landene. Det er altså en bred vifte af opgaver, hvor man ikke nødvendigvis låser sig til det enkelte, men godt kan prøve flere ting, siger Bødskov.
Der er ingen aldersgrænse for at være frivillig. Den unge frivillige kan eksempelvis være maskot eller bringe kaffe ud, mens den ældre frivillige kan være chauffør.
Læs også: Danmark får dobbelt op på positiv lodtrækning til Thomas og Uber Cup 2020
Alle aldersgrupper er repræsenteret. Indstillingen må til gengæld gerne være af en speciel støbning.
– De frivillige skal gerne have gåpåmod, et åbent sind og en positiv tilgang til tingene. De vil få fri til at se badminton, men de skal selvfølgelig hjælpe, når de ikke ser badminton. Men de skal gøre det, fordi det er en unik mulighed. Man ved ikke, om det nogensinde kommer til Danmark igen. Det er en mulighed for at komme helt tæt på verdensstjernerne, fordi de alle sammen kommer, siger Morten Bødskov.
TOTAL BWF Thomas & Uber Cup spilles fra den 3.-11. oktober.
Tags: Fællesskab, Frivillig, frivillige, Morten Skrøder Bødskov, Thomas og Uber Cup
Kategori: Forside, Inspiration, Nyheder