Skovshoved - Badmintonliga - Maj Invest - LokalBolig - Li-Ning - Klub - Emil Holst
Allan Høgholm, Badminton Danmark

Axelsen og Antonsen kunne ikke redde Skovshoved og Aarhus AB

august 25, 2020 22:29 Skrevet af

Værløse fik RSL Final 4-revanche med en sejr på 5-4 over mestrene fra Skovshoved og Viktor Axelsen, mens Aarhus AB og Anders Antonsen tabte knebent 4-5 til Greve. Få overblikket af Badmintonligaens sæsonåbning her.

 

For første gang siden 2014 var Viktor Axelsen tilbage i Badmintonligaen – og rent faktisk mod den klub, han senest tørnede ud for, nemlig Værløse.

Her til aften stod han så i den kongeblå spillertrøje overfor bornholmske Rasmus Messerschmidt. Med en sejr på 21-8, 21-16 gjorde Axelsen sit for at hjælpe de forsvarende mestre på sejrskurs, men det var for All England-vinderen desværre ikke nok.

Joachim Fischer/Carsten Mogensen udlignede til 4-4, så spændingen var solid i den afgørende herredoublekamp mellem Mathias Thyrri/Ditlev Holm og Joel Eipe/Rasmus Gemke. Efter at have tabt første sæt, slog Thyrri/Holm tilbage i andet, som de lige akkurat vandt med 23-21, før de i tredje kunne tyre ketsjeren i gulvet i eufori over en 21-18-sejr og en samlet 5-4-sejr over ”Skovserne”.

Klik her for at se flere detaljer om aftenens kampe i første runde af Badmintonligaen 20/21-sæsonen

I Aarhus vendte Anders Antonsen tilbage i AB-trøjen efter en pause fra Badmintonligaen. Antonsen kom tilbage med en sejr i både herresingle og -double, men det var end ikke nok til at give barndomsklubben sejren. Hertil var grundspilsvinderne fra sidste sæson, Greve, lige akkurat for stærke, da de vandt 4-5.

Det var i doublerne, at Greve slog hårdt ned på hjemmeholdet, og med Gayle Mahulettes sejr i første damesingle var den hjemme.

Klik her for at sikre dig billet til den historiske badmintonevent TOTAL BWF Thomas & Uber Cup i Aarhus den 3.-11. oktober

Medaljeaspiranterne fra Vendsyssel spillede med musklerne i sæsonåbneren, da de gav RSL ODENSE OBK en alt anden end varm velkomst tilbage i Badmintonligaen. Nordjyderne gjorde hurtig proces og vandt suverænt med 8-1.

Triumfen kom i hus med sejre til blandt andet Jan Ø. Jørgensen over Steffen Rasmussen, Victor Svendsen over Mads Thøgersen, Kirsty Gilmour over Camilla Martens og Vendsyssel-debutanten Mathias Christiansen vandt sammen med Robin Tabeling over Patrick Bjerregaard/Adam Hall.

Sara Thygesen/Maiken Fruergaard stod for eneste RSL ODENSE OBK-sejr, da de vandt 21-10, 21-19 over Cheryl Seinen/Debora Jille.

Klik her for at se stillingen i Badmintonligaen 20/21

Bronzevinderne fra den netop overståede sæson Højbjerg/ViaBiler kunne tage fra Gentofte med en 6-3-sejr. Her tog aarhusianerne godt fra i doublerne, hvor kun Kara Rajan Rajarajan/Mads Vestergaard tabte. Til gengæld vandt Rajarajan sin herresingle mod Joshua Eipe.

Den sidste kamp vi skal runde er Team Skælskør-Slagelse, som vandt 6-3 over Solrød Strand. Mads Pieler Kolding, der ligesom Axelsen og Antonsen var tilbage i Badmintonligaen, hjalp godt til med to sejre i henholdsvis herre- og mixeddouble.

Badmintonligaen er tilbage med anden runde på torsdag den 27. august fra klokken 18.00.



Tags: , ,
Kategori: ,