Badmintonphoto
Mads Conrad stopper endegyldigt sin karriere
maj 20, 2020 09:30Mads Conrad-Petersen har valgt at stoppe sin karriere pr. dags dato. Det sker som følge af en god mulighed i det civile erhvervsliv, hvilket betyder, at herredoublespilleren ikke fortsætter frem til Thomas Cup i Aarhus til oktober. – Det var en chance, som var nu eller aldrig, så jeg valgte at slå til, siger Mads Conrad.
Thomas Cup på hjemmebane i Aarhus den 3.-11. oktober skulle have været sidste gang, at vi ville få en af Danmarks absolut bedste doublespillere at se på den internationale scene. Men allerede fra i dag har Mads Conrad-Petersen valgt at indstille sin internationale karriere.
Det sker, fordi den 32-årige herredoublespiller har fået et tilbud, der var for godt at sige nej til.
– Mens Thomas Cup er blevet rykket, har jeg i mellemtiden fået en chance for at begynde i Lokalbolig i Hillerød, hvor jeg skal udvikle mig til ejendomsmægler i et fantastisk team, som jeg synes, jeg passer perfekt ind i. Det var en chance, som var nu eller aldrig, så jeg valgte at slå til. Nu håber jeg, at jeg kan bruges til noget andet end at spille badminton, og det bliver spændende at skulle ud i den virkelige verden, siger Mads Conrad.
Læs også: Mads Conrad indstiller sin internationale karriere efter Thomas Cup
Beslutningen om at trække stikket fra badminton kommer efter store overvejelser, som går helt tilbage til januar, men grundet tiderne med coronavirus, følte Mads Conrad, at det her var chancen for at prøve noget andet.
– Coronavirus har spillet ind på den måde, at jeg jo ikke kan vide, hvordan situationen kunne se ud i oktober efter Thomas Cup. Så det handlede for mig om at slå til nu, og jeg glæder mig rigtig meget til at begynde officielt 1. juni. Jeg ser lidt anderledes ud i blazer og skjorte fremfor badmintontøj, men det bliver godt at starte på en frisk og stoppe med en masse dejlige minder fra badminton. Arbejdet ligger en spytklat fra, hvor jeg bor, så det er anderledes end 130 rejsedage om året, siger Mads Conrad.
Badminton Danmark havde regnet med, at ”Conrad” ville være til rådighed til Thomas Cup på hjemmebane, men med ovenstående taget i betragtning er der forståelse for beslutningen.
– Vi er ærgerlige over, at Mads har valgt at stoppe hos os allerede nu. Han ville potentielt have været en vigtig brik på vores Thomas Cup-hold. Men det er klart, at for at blive en vigtig brik, skal man stå knivskarpt og være 100 procent committed til badminton, og hvis Mads ikke kan se sig selv i det, er det bedre at trække stikket nu. Det giver os god tid frem mod oktober til at finde de herredoublekonstellationer, der kan stille os bedst muligt i kampen om medaljer ved Thomas Cup, siger Badminton Danmarks Elite- og sportschef Jens Meibom og fortsætter.
Læs også: Badminton Danmark Podcast zoomer ind på den danske herredoublesituation: Lyt med!
– Mads har været en vigtig del af vores træningsmiljø igennem de seneste 10 år, og det er klart, at vi kommer til at savne ham nede i hallen. Men vi ønsker ham og familien alt muligt held og lykke med det nye kapitel i deres nye liv, siger Jens Meibom.
Mads Conrad-Petersen vil fortsat spille badminton på nationalt plan, hvor han for nylig skrev kontrakt med Greve.
Conrad-Petersen har været en del af Badminton Danmarks eliteprogram siden 2009 – dog med sin pause fra november 2018 til marts 2019.
Siden Mads Conrad kom tilbage på det Nationale Elite Træningscenter i marts 2019 har han dannet par med Mathias Boe. De to har indtil nu vundet Canada Open, Russia Open og Spanish International og spillet sig op på en plads som nummer 18 i verden.
Før herredoublen med Mathias Boe spillede Mads Conrad sammen med Mads Pieler Kolding. Gennem deres makkerskab vandt de EM i 2016, EM-sølv i 2018, 2017 og 2014. Sammen opnåede de også andenpladser ved nogle af verdenens største turneringer såsom Hong Kong Open, French Open og India Open.
Tre All England-semifinaler og en verdensrangliste som nummer fire tæller også nogle af de imponerende resultater, Mads Conrad-Petersen har opnået.
Conrad-Petersen var også en del af det historiske Thomas Cup-hold, som vandt VM for herrehold i 2016. Her spillede han fem ud af seks kampe inklusiv finalen.
Han har også vundet danmarksmesterskabet i herredouble fire år i træk. Første gang var i 2011 og derefter i 2012 med Jonas Rasmussen, derefter i 2013 med Rasmus Bonde og så med “Kolding” i 2014. Samme år vandt han også DM i mixed double med Julie Houmann.
Tags: Jens Meibom, Mads Conrad, Mads Conrad-Petersen, Thomas Cup
Kategori: Elite, Forside, Nyheder