Mathias Boe - Klap - Tak - Takker af - Denmark Open - Badmintonphoto
Badmintonphoto

Mathias Boe stopper sin imponerende karriere

april 23, 2020 09:00 Skrevet af

39-årige Mathias Boe har valgt at stoppe sin titelrige karriere efter 20 år på det Nationale Elite Træningscenter. Stoppet var ellers planlagt til at komme efter enten Thomas Cup eller OL, men mental træthed har fået badmintonlegenden til at indstille sin karriere allerede nu.

 

I 20 år har Mathias Boe slået til fjerbolden i Brøndby Hallen på det Nationale Elite Træningscenter, ligesom han i mere end et årti har været en magtfaktor i herredoublekategorien på verdensplan. Men fra nu af er en epoke slut, og vi får desværre ikke længere en af verdenshistoriens bedste forbanespillere at se mere i hallerne.

– Efter jeg meldte ud i februar, at Thomas Cup eller OL ville blive min sidste turnering, troede jeg det kunne give mig motivation til at give mig hundrede procent de sidste par måneder, men det har desværre haft modsatte effekt. Jeg har mærket, at jeg ikke har været der fuldstændig. Hverken til træning eller til kamp. Jeg har ikke haft mine tanker det rigtige sted. Mentalt er jeg simpelthen for udmattet. Jeg har i hele min karriere haft det krav til mig selv, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at blive den bedste badmintonspiller, jeg kan blive. Men det har jeg ikke kunne gøre det sidste stykke tid. Derfor er det på tide at stoppe, siger Mathias Boe.

Man kunne være fristet til at tolke, at coronavirus spillede ind i odenseanerens beslutning, men sådan hænger det ikke sammen.

– Min beslutning traf jeg før All England. Så heldigvis slutter min karrieren ikke på grund af den lorte virus. Det er jeg lettet over, og det havde været en mærkelig måde at slutte på. Jeg ville heller aldrig komme i gang igen efter en måned væk fra hallen. Jeg er ikke smidig som en panter mere, og når man har nået min alder, så skal der noget specielt til for at holde sig i gang. Jeg fortalte min træner Jakob Høi og min makker Mads Conrad om min beslutning umiddelbart efter All England. Jeg tror de blev en anelse overraskede, men jeg synes også, at de begge havde en forståelse for min beslutning, siger Mathias Boe og slutter.

– Det er selvfølgelig en mærkelig følelse at være stoppet. Jeg tænker indimellem tilbage på nogle af de store øjeblikke og savner dem. Men det gjorde jeg også, mens jeg stadig var aktiv, så der er ikke meget forskel. Mest af alt er jeg faktisk lettet over det er slut, mentalt er der ikke mere at skyde med, siger Mathias Boe.

I Badminton Danmark lovprises Mathias Boe for sin flotte karriere.

– Mathias (Boe, red.) har jo været en af badmintonsportens og dansk idræts største profiler. Carsten Mogensen og Mathias har været Danmarks ubetingede bedste herredouble i nyere tid med over 25 turneringssejre på højeste niveau og medaljer ved alle de store mesterskaber indenfor badminton. Det er bemærkelsesværdigt, at han i en periode på mere end 10 år har været i stand til at holde sig blandt den absolutte verdenstop i herredouble, siger Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom, og fortsætter.

– Det er en epoke, der er slut, og selvom det er vemodigt, er det også helt i Mathias´ ånd, at han selv træffer beslutningen om at stoppe sin internationale karriere. På dansk badmintons vegne, vil jeg gerne takke Mathias for alle de flotte resultater han har været med til at skaffe til Danmark, og for de uforglemmelige oplevelser han har givet alle de danske badmintonfans igennem tiden. Jeg ønsker Mathias al muligt held og lykke i fremtiden.

Ønsket om held og lykke sendes retur af Mathias Boe, som glæder sig til at følge sine nu tidligere kollegaer i kampen om medaljer.

– Jeg vil gerne takke Badminton Danmark, Team Danmark, mine trænere gennem årene og selvfølgelig mine fantastiske kollegaer på træningen, der har hjulpet mig gennem min lange karriere. Jeg ønsker alle held og lykke med jagten på flere titler. Det er imponerende, at vi i så lille et land som Danmark kan have så mange verdensklassespillere, og jeg vil selvfølgelig følge med fra sidelinjen.

Mathias Boe formåede at skabe sig et uovertruffet trofæskab, hvor man fristes til at skrive, at listen vil blive for lang til at putte den i et Word-dokument.

OL-sølv i 2012, VM-sølv i 2013 og to All England-titler (2011 og 2015) står som nogle af Mathias Boes største individuelle resultater, mens han på holdniveau har vundet et utal af EM for herre- og blandede landshold for ikke at nævne Thomas Cup i 2016, som på herrelandsholdsiden er det absolut største, man kan vinde som badmintonspiller.

Han har også vundet sølv og bronze ved Sudirman Cup (VM for blandede landshold).

Mathias Boe opnåede størstedelen af sine store bedrifter med Carsten Mogensen. Herredoublekonstellationen stoppede dog makkerskabet i 2019, og siden marts spillede Boe sammen med Mads Conrad-Petersen, som den 27. marts i år også annoncerede sit karrierestop. De to vandt sammen Russian Open, Canada Open og Spanish International.



Tags: , , , ,
Kategori: ,