Badmintonphoto
Mads Conrad indstiller sin internationale karriere efter Thomas Cup
marts 27, 2020 09:0032-årige Mads Conrad-Petersen har valgt at indstille sin internationale karriere efter august måneds Thomas Cup i Aarhus. – Jeg er mentalt udkørt af så mange år på topplan, siger Mads Conrad, der til august kan se frem til det, han selv beskriver som en drømmeafslutning på sin flotte karriere.
Thomas Cup på hjemmebane i Aarhus den 15.-23. august bliver sidste gang, at badmintonelskere får en af Danmarks absolut bedste doublespillere at se på internationalt niveau. Mads Conrad-Petersen har nemlig besluttet at indstille sin karriere derefter.
– Det har krævet mange overvejelser, men i bund og grund er jeg mentalt udkørt af så mange år på topplan. Det kræver fuld commitment at være professionelt badmintonspiller, og det er jeg ikke længere villig til at ofre. Jeg er utrolig glad og tilfreds med det, jeg har opnået, og jeg har været super glad for livet som badmintonspiller. Nu vil jeg bare rigtig gerne kaste mig over noget nyt, siger Mads Conrad-Petersen.
Det er faktisk ikke første gang, at Hillerød-spilleren har valgt at trække stikket. Det gjorde han også i november 2018, hvor han valgte at holde en selvbestemt pause fra det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby, hvor landsholdstræningen finder sted.
Dengang var årsagen, at han ønskede at prioritere familien og genfinde sin motivation.
– I 2018 handlede det om at komme væk og finde mig selv. Men siden jeg begyndte igen for et år siden, har jeg kunne mærke, at jeg bare ikke er der mentalt længere. Jeg har haft et rigtig spændende år med Mathias (Boe, red.), og jeg fortryder det ikke, og jeg var parat til at give den maks gas frem til OL i august, hvis vi skulle kvalificere os, siger Mads Conrad.
Men sådan skulle det ikke gå. OL blev for få dage siden udskudt, men udskydelsen af OL samt coronavirussets betydning for World Tour’en samt mesterskaber har ikke spillet ind hos herredoublespilleren. Det har til gengæld åbnet op for en drømmeafslutning på den flotte karriere.
– Siden januar har jeg været overbevist om, at jeg ville indstille karrieren i august, og det har været planen at melde det ud her efter All England. Det er ærgerligt, at OL er udskudt, men det er jeg helt afklaret med. Omvendt kan det blive en drømmeafslutning for mig at få venner og familie samt alle dem der har været en del af min karriere med ind til Thomas Cup. Det giver mig en klump i halsen faktisk. Det bliver meget specielt, og jeg glæder mig rigtig meget til det. Det er hele ens liv og identitet, der stopper i Ceres Arena, siger Mads Conrad.
”Conrads” beslutning bliver modtaget med både ærgrelse og forståelse i Badminton Danmark.
– Vi er naturligvis ærgerlige over, at sådan en dygtig spiller som Mads vælger at stoppe. Men vi respekterer den beslutning, han har truffet. For badminton er nødt til at være en elitespillers førsteprioritet, hvis man skal nå verdenstoppen. Og man er nødt til at være 100 procent motiveret for at lægge alt det hårde slid i træningslokalet og have de mange rejser væk fra familien, hvis det skal føre til noget. Derfor er det vigtigt, at man er ærlig overfor sig selv, og derfor har Mads også truffet den rigtige beslutning, siger Elite- og sportschef Jens Meibom og fortsætter.
– Vi vil savne Mads her på træningen, og vi håber, at vi kan gøre brug af Mads’ viden og kompetencer inden for badminton på et tidspunkt i fremtiden. Vi ønsker ham og familien alt held og lykke fremover.
Conrad-Petersen har været en del af eliteprogrammet siden 2009 – dog med sin pause fra november 2018 til marts 2019.
Mads Conrad-Petersen vil fortsat spille badminton på nationalt plan efter august, hvor han håber at give noget af alt det, han har fået af badmintonviden, tilbage. Men hvor det bliver, vil den kommende klub offentliggøre i næste uge. Sammen med badminton på nationalt plan er håbet, at han kan forfølge sin passion indenfor ejendomsbranchen.
Siden Mads Conrad kom tilbage på det Nationale Elite Træningscenter i marts 2019 har han dannet par med Mathias Boe. De to har indtil nu vundet Canada Open, Russia Open og Spanish International og spillet sig op på en plads som nummer 18 i verden.
Før herredoublen med Mathias Boe spillede Mads Conrad sammen med Mads Pieler Kolding. Gennem deres makkerskab vandt de EM i 2016, EM-sølv i 2018, 2017 og 2014. Sammen opnåede de også andenpladser ved nogle af verdenens største turneringer såsom Hong Kong Open, French Open og India Open.
Tre All England-semifinaler og en verdensrangliste som nummer fire tæller også nogle af de imponerende resultater, Mads Conrad-Petersen har opnået.
Conrad-Petersen var også en del af det historiske Thomas Cup-hold, som vandt VM for herrehold i 2016. Her spillede han fem ud af seks kampe inklusiv finalen.
Han har også vundet danmarksmesterskabet i herredouble fire år i træk. Første gang var i 2011 og derefter i 2012 med Jonas Rasmussen, derefter i 2013 med Rasmus Bonde og så med ”Kolding” i 2014. Samme år vandt han også DM i mixeddouble med Julie Houmann.
Tags: Jens Meibom, Mads Conrad-Petersen, Thomas og Uber Cup
Kategori: Elite, Forside, Nyheder