Mia Blichfeldt - Badmintonphoto - Landshold - Danisa - VICTOR - Mille Food - EM for herre- og damelandshold
Badmintonphoto

Damelandsholdet veksler neglebidende start til stærk EM-kvartfinalesejr

februar 14, 2020 13:30 Skrevet af

Danmarks damelandshold imponerede og stod for presset på Tyrkiet i EM-kvartfinalen, som danskerne vandt 3-0 efter en tæt 1. damesingle, hvor Mia Blichfeldt fightede en svær kamp hjem. – Det var utrolig stærkt at vise overfor resten af holdet, siger landstræner Jesper Hovgaard.

 

Landstræner og damelandsholdsansvarlig under EM, Jesper Hovgaard, havde på forhånd udtalt, at EM-kvartfinalen mod Tyrkiet ville blive tæt og svær – og det blev den. Heldigvis imponerede de danske damer og hentede en 3-0-sejr. Dermed er de klar til EM-semifinalen i morgen.

Vil du se det danske herre- og kvindelandshold på hjemmebane mod verdens bedste? Så kan du allerede i dag købe billet til Thomas & Uber Cup 2020 i Aarhus

20-22, 23-21, 21-12. Sådan endte 1. damesingle i EM-kvartfinalen mellem Danmark og Tyrkiet, hvor Mia Blichfeldt og Neslihan Yigit var de første duellanter.

Solrød Strand-spilleren havde i første sæt en 12-6-føring, men Yigit halede stille og rolig ind og endte med at udligne til 20-20, før hun tog to bolde mere, hvilket sikrede hende sættet.

Det lignede længe, at Tyrkiet skulle løbe med føringen i holdkampen. Men den tyrkiske damesingle fik dog tilbage af samme ketcher, da 22-årige Blichfeldt indhentede Yigits føring på 17-9 i andet sæt. I tredje sæt var det som om, at danskeren havde smidt nerverne, og Yigit havde tabt pusten, for her vandt Blichfeldt komfortabelt med 21-12.

– Ligesom jeg sagde i går, så er Mia god i nogle perioder, og i andre er hun mindre god. Yigit spiller også rigtig rodet, og det bliver Mia viklet ind i. Men det var fedt at se Mia hamrende stædig – specielt når det ser sortest ud. Det var så godt kæmpet, da hun var så langt bagud. Det var utroligt stærkt at vise overfor resten af holdet, siger Jesper Hovgaard.

Klik her for at se flere detaljer fra EM-kvartfinalen mellem Danmark og Tyrkiet

2. damesingle blev også en fightende affære. Julie Dawall Jakobsen fik ikke den bedst start og måtte se sig bagud 1-7 i første sæt. Men en god stime på seks point til 11-10 gav tro på tingene, og selvom hende og Aliye Demirbag fulgtes ad til 17-17, bragte det ikke Dawall på slingrekurs, da hun vandt 21-18.

Andet sæt var også tæt, men fra 15-15 trak Værløse-spilleren fra og vandt 21-17.

– Vi blev overrasket over, hvor meget tryk der egentlig kom fra start af i første sæt, men derfra var Julie super god til at følge vores taktik og justere undervejs. Der var noget rutine til forskel, og uden at spillet var fantastisk, får Dawall leveret en rigtig god kamp på et mentalt højt niveau, siger Hovgaard.

Læs også: Her er Danmarks kvartfinalemodstandere: – Det kunne lige så godt have været en finalemodstander

Det gjorde det muligt for 20-årige Line Christophersen at afgøre EM-kvartfinalen og sende Danmark i semifinalen, hvis hun kunne slå Ozge Bayrak.

UVM-sølvvinderen havde mødt Bayrak en enkelt gang før. Det var ved Belgian International, hvor Christophersen vandt 21-16, 21-13, og heldigvis gentog den bedrift sig i dag mellem verdens nummer 55 og 84.

Gentofte-spilleren spillede cool og med god ro, hvilket resulterede i en sejr på 21-18, 21-15. Dermed var en af EM for damelandsholds sværeste modstandere besejret med 3-0.

– Det var godt at se Line i sådan en situation her. Hun var rigtig ydmyg, og hun holdt det nede ved at sige: ”at det her bare er en badmintonkamp.” Så jeg var tryg ved, at hun skulle stå i den afgørende kamp, hvor presset godt kan tynge en. Hun ved også, at det ikke behøver at være kønt. Tyrkerne spiller lidt kantet og anderledes, end spillere vi normalt møder, så det er flot af pigerne, at de kan justere og udnytte tyrkernes svagheder undervejs, siger landstræneren.

I EM-semifinalen møder Danmark værtsnationen Frankrig, som Jesper Hovgaard tidligere har været assisterende landstræner for i tre år, før han blev ansat i Badminton Danmark i 2018.

– Det bliver en stor mundfuld, hvor vi får hele hallen imod os. Jeg håber, at vi får en fed oplevelse, og mentalt skal vi være samme sted i morgen som i dag. Vi skal tage de rette valg, og vores erfaring håber jeg, bliver afgørende til vores fordel, siger Jesper Hovgaard.

Danmark spiller sin semifinale klokken 10.00 mod Frankrig på Bane 1. I den anden semifinale mødes Tyskland og Skotland.



Tags: , , , , ,
Kategori: , , , ,