Lars Møller, Badminton Danmark

To vidt forskellige åbningskampe venter Danmark til EM for herre- og damelandshold

februar 11, 2020 11:29 Skrevet af

I dag indledes jagten på at forsvare EM-guldet, når henholdsvis herre- og damelandsholdet skal i kamp. Damelandsholdet lægger ud mod gruppespillets sværeste modstander, mens herrelandsholdet starter blødere ud mod Wales.

 

Du kan livestreame Danmarks kampe mod henholdsvis Holland og Wales lige her på Badminton Europe TV

Holland og Wales. Det er de første modstandere for Danmark ved EM for herre- og damelandshold.

Det er damelandsholdet, som lægger for land i de rød-hvide trøjer, når de møder Holland klokken 16.00. Gruppens hårdeste modstander, og en spændende kamp, som Danmark dog stadig er favoritter i, vurderer landstræner og damelandsholdsansvarlig ved EM, Jesper Hovgaard.

– Det er den sværeste gruppekamp på papiret, og jeg føler også, at det kan blive en ret udfordrende kamp. På forhånd synes jeg, at damedoublekampene ser meget jævnbyrdige ud, hvor jeg synes, at vi er favoritter i damesinglerne alt efter, hvordan de stiller op, siger Jesper Hovgaard.

Vil du se det danske herre- og kvindelandshold på hjemmebane mod verdens bedste? Så kan du allerede i dag købe billet til Thomas & Uber Cup 2020 i Aarhus

I Gruppe 1 befinder Irland og Letland sig også. To nationer, som uden at forklejne dem, formentlig ville være mere overkommelig modstand for danskerne. Men det kan være positivt såvel som negativt at få modstand fra Selena Piek og co. i første kamp.

– Der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne tænke mig en lidt nemmere kamp til at starte med. Mest af alt fordi flere af pigerne kommer direkte fra DM, og nogen har spillet flere kampe lørdag, så jeg kunne måske godt have tænkt mig, at vi havde startet blødere ud, men omvendt kan man sige, at hvis vi vinder i morgen, så ser det også fornuftigt ud, siger Hovgaard.

Klik her for at se holdopstillingerne til Danmark-Holland – holdopstillingerne offentliggøres ca. en time først kampstart

Der venter herrelandsholdet en lidt anden opgave i deres EM-åbningskamp. Nemlig Wales. Ikke nogen stor badmintonnation, og en modstander der forhåbentlig ikke vil volde Danmark de store problemer. Derfor er fokus også at lære hallen at kende og fastholde den positive stemning i truppen for herrerne.

– Det handler meget om at få spillerne ind og spille lidt her i gruppespillet. Det bliver også at holde fast i smilet. Vi plejer normalt også at give plads til, at hver enkelt spiller kan få plads til at passe lidt på sig selv, så længe man spørger og interesserer sig for holdet. Hen over gruppespillet skal vi holde os friske, prøve at få spillet herinde i hallen, få spist og hvilet ordentligt og ikke mindst trænet, siger landstræner og herrelandsholdsansvarlig ved EM, Jakob Høi.

Klik her for at se holdopstillingerne til Danmark-Wales – holdopstillingerne offentliggøres ca. en time først kampstart

Damerne er i gruppe med Holland, Irland og Estland, mens herrerne er i gruppe med Wales, Letland og Schweiz.

Det danske landstrænerteam til EM for hold består af Jakob Høi (ansvarlig for herrelandsholdet) og Jesper Hovgaard (ansvarlig for damelandsholdet), mens Anders Madsen er med som fysioterapeut og Anders Bendixen er med som sportspsykolog.

En landskamp består af tre singlekampe og to doublekampe. Både herre- og damelandsholdet spiller første kamp den 11. februar.

Damelandsholdet møder Holland klokken 16.00, og herrelandsholdet møder Wales klokken 19.00.



Tags: , , , , , ,
Kategori: , , , ,