Allan Høgholm, Badminton Danmark
Anders Antonsen er Årets Badmintonspiller 2019
februar 8, 2020 16:28Den danske VM-sølv-, Indonesia Masters og European Games-vinder Anders Antonsen er kåret til Årets Badmintonspiller 2019 efter et helt forrygende år i den 22-årige aarhusianers karriere.
Klik her for at få overblik over resultaterne og kampene ved RSL DM 2020
Det var en publikumsspækket arena, der lørdag havde fornøjelsen af at hædre den lokale herresinglehelt Anders Antonsen, efter Viktor Axelsen havde besejret Hans-Kristian Solberg Vittinghus i herresinglefinalen.
Fuldt fortjent blev Antonsen kåret som Årets Badmintonspiller 2019. Den 22-årige fik overrakt prisen af Badminton Danmarks formand, René Toft, hvorefter den glade vinder satte ord på betydningen af prismodtagelsen.
– Det er jo bekræftelsen på et rigtig, rigtig godt år, hvor tingene gik rigtig stærkt. Der skete rigtig mange ting. Jeg var med langt fremme mange gange og havde en masse store oplevelser i 2019. Så det var et rigtig stort år for mig.
2019 var da også i sandhed Anders Antonsens år. Her landede han sit første VM-metal i form af en overraskende sølvmedalje. Det skete, ikke længe efter at han havde sikret sig guld ved det europæiske svar på OL, European Games.
Et på måneder forinden vandt han sin første Super 500-turnering ved Indonesia Masters. Derudover bød året på en titel som dansk mester, en andenplads ved Indonesia Open og en andenplads ved Spain Masters.
Også på verdensranglisten tog tingene fart for Anders Antonsen i 2019. Her etablerede han sig godt og grundigt i top-10 og nåede sin hidtil højeste rangering som verdenstreer.
Læs også: Stærk dansk damedouble kåret som Årets Komet 2019
Følgende stemmer dannede grundlag får kåringen af Anders Antonsen som Årets Badmintonspiller 2019:
- En afstemning for alle via www.badminton.dk og TV 2 SPORT (flest stemmer – en stemme)
- En afstemning blandt spillerne i Badminton Danmarks spillergrupper (flest stemmer – en stemme)
- En afstemning blandt badmintonkyndige udvalgte journalister (flest stemmer – en stemme)
- En indstilling fra Team Danmark (en stemme)
- En indstilling fra DIF (en stemme)
- En indstilling fra cheflandstræneren (en stemme)
- En indstilling fra TV 2 SPORT (en stemme)
Tidligere vinder af prisen Årets Badmintonspiller:
2004 Jens Eriksen
2005 Thomas Laybourn/Kamilla Rytter Juhl
2006, Jens Eriksen/Martin Lundgaard
2007 Tine Rasmussen
2008 Tine Rasmussen
2009 Thomas Laybourn/Kamilla Rytter Juhl
2010 Mathias Boe/Carsten Mogensen
2011 Christinna Pedersen/Joachim Fischer
2012 Mathias Boe/Carsten Mogensen
2013 Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen
2014 Jan Ø. Jørgensen
2015 Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen
2016 Thomas Cup-holdet
2017 Viktor Axelsen
2018 Kim Astrup/Anders Skaarup
Udover æren og prisen følger der også en check med på 10.000 kr. fra Badminton Danmark.
Klik her for at lytte til Badminton Danmarks første podcast fra RSL DM 2020
Tags: Årets Badmintonspiller, Priser
Kategori: DM senior, Elite, Forside, Nyheder, Priser