Badmintonphoto
Fængende femterunde i ligaen: Solrød besejrer Skovshoved for første gang siden 2011
december 5, 2019 22:53De første to opgør i årets sidste runde af Badmintonligaen var i den grad medrivende, og med to gange 5-4-udfald, flere overraskende kampresultater og en sejr for første gang i otte år til Solrød over Skovshoved var det nærmest ren og skær ligafyrværkeri, der blev skudt af torsdag aften.
Solrød-træner Jakob Poulsen vovede pelsen, da han forinden aftenens runde i Badmintonligaen udtalte, at han for første gang længe så det som realistisk at drømme om en sejr over Skovshoved.
Den udtalelse skulle ikke desto mindre vise sig at holde vand og tilmed mere end det. Drømmen blev nemlig til virkelighed, idet Solrød Strand for første gang i otte år kunne inkassere en sejr over Skovshoved.
Det skete med cifrene 5-4 torsdag aften på hjemmebane og efterlod en i den grad glad og tilfreds Solrød-trup. Det fortæller den ene af holdets hele fire dobbelte sejrherrer Lasse Mølhede:
– Det er selvfølgelig supergodt for selvtilliden med sejren i dag. Vi vidste jo på forhånd, at det formentlig ville blive rimelig tæt, og jeg tror, at vi havde fire kampe, hvor vi så os selv som små favoritter. Så det er superfedt, at vi vinder på hjemmebane i aften, siger Lasse Mølhede, der nuppede en tæt tresætssejr i 1. mixeddouble med Emma Karlsson og en gedigen tosætssejr i 1. herredouble med Søren Gravholt.
Læs også: Solrød-træner: – Det er flere år siden, jeg har turdet drømme en sejr over Skovshoved
Den længe ventede sejr over Skovshoved og de medfølgende point til stillingen i ligaen afstedkommer solrødt blod på tanden, forklarer Mølhede.
– Det giver os et godt udgangspunkt til de sidste kampe, og det ser efterhånden godt ud, når det kommer til forhåbninger om at komme med i Final 4, siger han og tilføjer:
– Hvilket vi i begyndelsen af sæsonen overhovedet ikke havde regnet med kunne lade sig gøre.
Foruden de to point på kontoen leveret af Mølhede og partnere stod Mia Blichfeldt, Maiken Fruergaard/Søren Gravholt og Fruergaard/Karlsson for de øvrige tre.
Se alle resultaterne fra aftenens opgør i Solrød her
Også i Nordjylland, hvor aftenens anden holdkamp udspillede sig, blev der kamp til stregen, ligesom flere opsigtsvækkende facit blev fremfundet fra især Værløses side. Her lykkedes det blandt andre Rasmus Messerschmidt at overkomme Jan Ø. Jørgensen og damedoublen Mai Surrow/Julie Finne-Ipsen at besejre den tidligere altvindende konstellation Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen.
Ikke desto mindre blev det til slut hjemmeholdet Vendsyssel, som trak sig sejrrigt ud af opgøret, 5-4, efter solide sejre fra blandt andet begge herredoublerne og i 2. damesinglen.
Se alle resultaterne fra opgøret mellem Værløse og Vendsyssel her
Fredag aften spilles femte rundes to sidste opgør, som står mellem henholdsvis Greve – Aarhus AB og Team Skælskør-Slagelse – Højbjerg/ViaBiler.
Husk, du kan følge begge opgør live på badmintonlive.dk fra klokken 19.00.
Kategori: Elite, Forside, Holdturnering, Klubnyheder, Nyheder