Unge Young kæmpede og kæmpede, men kunne ikke snyde Marin
oktober 18, 2019 17:15Der var fuld valuta for de fremmødte til kampen mellem Carolina Marin og An Se Young, der bød på tre intense, uforudsigelige og underholdende sæt. Det var dog den rutinerede spanier, som trak det længste strå.
Selvom der næsten er ti år i forskel mellem den 17-årige An Se Young og 26-årige Carolina Marin, var forskellen på banen i DANISA DENMARK OPEN presented by VICTORs kvartfinale ikke til at få øje på. Kampen bød på store fejl, store genialiteter og flere comebacks og i sidste ende kulminerede det i en semifinaleplads til Marin efter 18-21, 21-19, 21-18.
– Jeg er meget glad for sejren i dag. Jeg vidste det ville blive meget svært, An Se Young er en meget god modstander med mange styrker. Jeg blev træt i løbet af kampen, men ved at jeg vil blive klar til i morgen, lød det fra Marin oven på sejren.
Følg kampene og hold overblikket over kampene på Tournamentsoftware
Marin kom godt ud til kampen og lagde straks pres på den unge koreaner, da hun hurtigt tilkæmpede sig en 4-0-føring. Carolina udviste overlegent spil, især på nettet, og primært egne fejl gav An Se Young point på bogen, hvilket gjorde stillingen ved ophold 11-7 til spanieren.
Tendensen med at sende fjerbolden i nettet eller på den gale side af linjerne forsatte imidlertid for den 26-årige spanier, som altså kunne takke sig selv for at holde første sæt åben. Helt åbent blev det, da Marin efter et par netbolde gav An Se Young udligningen til 17-17. Da Marin først havde givet den unge koreaner en hånd endte hun med at spise hele armen og landede altså sættet 21-18; meget paradoksalt i forhold til, hvor man følte kampen var på vej hen.
Den spanske China Open-vinder så ud til at være en smule rystet over udfaldet på første sæt, og især hendes problemer med at få indstillet sigtet. Besværet med at finde stregerne fortsatte nemlig, kombineret med at An Se Young forbedrede sit spil, som kampen skred frem. Det var dog stadig et tæt race, hvor føringen blev ved med at skifte ejermand. Det koreanske talent, som i runden forinden imponerede ved at sende verdensmesteren Sindhu ud, så ikke ud til at være færdig med at overraske og skabte et mindre hul med resultatet 12-9.
Følg Badminton Denmark på Facebook for spændende indhold omkring turneringen
Carolina Marin viste stærk mentalitet og fik kæmpet sig op på siden af Young igen, og det var umuligt at sige, hvad der ville blive tungen på vægtskålen i forhold til udfaldet. Pointtavlen viste 16-16, og An Se Young kunne i periferien se nok en sensation nærme sig. Det lykkedes dog Marin at tilkæmpe sig første matchbold ved 20-18. I første omgang holdt Young sensationen i live, men måtte derefter se kampen gå i tredje og afgørende sæt.
– An Se Young kan blive rigtig god, hvis hun bare bliver ved med at kæmpe. Hun er ung og spiller allerede godt, så det lover godt for hendes fremtid, konstaterede Marin om sin modstander, efter den hårde kamp.
Forbandelsen med stregerne var ikke brudt, da der blev taget hul på tredje sæt, hvor også An Se Young så ud til at være blevet ramt. Sættet blev i bedste spanske stil som en omgang tyrefægtning, hvor Marin agerede torero og kun med nød og næppe undgik tyren. Hornene var helt inde at snitte, eftersom verdensranglistens koreanske nr. 19 tog et forspring 11-8 og gjorde det særdeles nervepirrende, for alle der holdt med spanieren.
Læs, hvad kvartfinaledagen ellers byder på, i vores optakt
Gang på gang fik toreroen Marin dog løftet det røde lagen og undveget truslen. Efter at have været nede med fire, landede føring på spanske hænder ved 16-15, hvilket fik tilskuerne helt ud på sædekanten. Det lykkedes dog at køre tyren træt efter en lang duel. Marin stod med det afgørende slag 20-18, og kunne bryde ud i vild jubel, da hun tyren blev tæmmet 21-18 i sidste sæt.
En kamp, der meget vel kan kaldes for DANISA DENMARK OPEN presented by VICTORs mest spændende hidtil, og en som An Se Young havde stor ære af. Marin har nu mulighed for at tilføje endnu en titel til CV’et.
– Jeg vil gerne takke fansene for deres store støtte gennem ugen. Jeg havde tilmed spanske fans iblandt publikum i dag, og støtten jeg får sætter jeg stor pris på, påpegede Carolina Marin om atmosfæren.
Tags: An Se Young, Carolina Marin, DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR
Kategori: Denmark Open, Elite, Forside, Nyheder