Badmintonphoto

Alle gode gange tre: Herligt dansk herresingle-hattrick i runde to

oktober 17, 2019 21:45 Skrevet af

Torsdag blev en forrygende dansk badmintondag i Odense, som bød på alle gode gange tre. På blændende vis spillede Gemke, Axelsen og Antonsen sig alle i kvartfinalen, som dermed byder på danskerbrag og dansk deltagelse garanteret i semifinalen.  

 

Rasmus Gemke, Viktor Axelsen og Anders Antonsen leverede fuld dansk plade i anden runde af DANISA DENMARK OPEN 2019 presented by VICTOR. Mens flere store stjerner måtte se sig slået, styrede de danske herrer sig igennem dagens udfordringer og landede sig hver især en kvartfinaleplads.

Rasmus Gemke var den første dansker til at vise vejen. Den 22-årige aarhusianer spillede med særklasse, idet han i et tæt tosætsopgør viste Jan Ø. Jørgensens trippelte overmand, Jonatan Christie, døren ud af Odense Idrætshal.

– Det var super intenst til sidst. Jeg kunne godt mærke, at der kom en lille smule nerver på, men det var en kæmpe forløsning, da jeg hakkede den ned på linjen. Han tog en challenge, men jeg var rimelig sikker i min jubel, sagde en lettet Rasmus Gemke, som møder verdens bedste, Kento Momota, i kvartfinalen fredag.

Se hele interviewet med den aarhusianske kvartfinalist her:

Læs også: Kølig Gemke besejrer indonesisk favorit og sikrer sig kvartfinaleplads

Viktor Axelsen fortsatte efterfølgende ned ad den samme sejrrige vej, som Gemke havde sørget for at bane. I sikker stil tromlede hjemmebanefavoritten henover thailandske Khosit Phetpradab med cifrene 21-13, 21-15 foran et tiltagende entusiastisk publikum.

– Jeg er enormt glad og lettet. Jeg har haft en lidt svær periode med mange skader, og det er et stykke tid siden, jeg sidst var i en kvartfinale. Så at stå i en kvartfinale nu er jeg rigtig glad for, sagde Viktor Axelsen oven på sejren.

Se hele interviewet med den tidligere verdensmester her:

 

 

Med godt gang i den odenseanske gryde og tydelig dansk tur i den blev det således Anders Antonsens tur til at fortsætte den sejrrige danske stime og gøre det til alle gode gange tre.

Det lykkedes glædeligvis den 22-årige aarhusianer uden de store problemer med en overbevisende sejr på 21-17, 21-12.

– Det var en fin kamp i dag, og nu er jeg videre til en rigtig sjov kamp i morgen, som jeg glæder mig til, sagde Anders Antonsen, som i morgen møder Viktor Axelsen i et forrygende dansk brag af en kamp.

Se hele interviewet med Anders Antonsen her:

 

 

Læs også: Publikum hjælper Antonsen til sejr: – Jeg gik og kogte lidt

Det var dog ikke udelukkende danske herresingler, som var i aktion torsdag i Odense. Flere af de internationale dyster formåede nemlig også at tilføre tyk intensitet i den intime arena.

Det skete for eksempel, da den olympiske mester Carolina Marin overlevede intet færre end syv sætbolde imod sig, inden hun på sin første matchbold tog sejren i hus, 29-27.

Se alle resultater fra torsdagens kampe her

Foruden kvartfinalerne med dansk deltagelse byder fredag også på flere internationale mastodontopgør mellem blandt andre Chen Long og Chou Tien Chen samt verdensmestrene Mohammad Ahsan/Hendra Setiawan, som møder Yuta Watanabe/Hiroyuki Endo – blot for at nævne et par.

Du kan klikke her for at få overblik over alle fredagens kvartfinaler ved DANISA DENMARK OPEN 2019 presented by VICTOR

Vi sørger naturligvis for at dække kvartfinalerne tæt på vores hjemmesider, badminton.dk og denmarkopen.dk, samt på alle vores sociale medier:

Facebook
Instagram
Twitter
Youtube
LinkedIn

Husk også, at du kan følge med i begivenhederne i Odense live på TV 2 Sport, som viser alle danske kampe ved DANISA DENMARK OPEN 2019 presented by VICTOR og sender samtlige dage.

Desuden udspiller intet færre end fire sideevents sig foruden hovedturneringen. Klik her for at følge resultaterne fra VICTOR DENMARK PARA-BADMINTON presented by DANISA, og klik her for at læse nærmere om VICTOR DENMARK JUNIOR presented by DANISA og VICTOR DENMARK SENIOR presented by DANISA.

 



Kategori: , , ,