Natasja Anthonisen - UVM - FZ FORZA - Mille - Ungdomslandshold
Badmintonphoto

Jesper Hovgaard efter god dansk UVM-dag: Det kan være hårdt at spille perfekt men tabe duellerne

oktober 8, 2019 21:01 Skrevet af

De danske UVM-spillere leverede gennemgående flotte præstationer i dagens kampe. Specielt damespillerne, som desværre tabte deres kampe, får roser med på vejen af U19-landstræner Jesper Hovgaard.

 

Ni sejre ud af tretten mulige. Sådan gik det de danske farver til ungdomsverdensmesterskaberne i Kazan på andendagen af den individuelle turnering.

Blandt sejrene var der en række storsejre til danskerne som for eksempel Rasmus Espersen/Marcus Rindshøjs sejr på 21-4/21-6 over armenske Vardanyan/Harutyunyan.

Men det er paradoksalt nederlagene, som U19-landstræner Jesper Hovgaard glæder sig over efter de mange kampe i hallen. Det gør han, fordi de danske præstationer viser, at spillerne udvikler sig.

– Sophia Grundtvig spiller en rigtig god kamp, og viser hun har flyttet sig det seneste år. Desværre tror jeg, at hun begynder at lugte et godt resultat, og det gjorde desværre, at der kom fejl, og at hun blev mere forsvarende i sit spil i stedet for at udfordre noget mere. Men hun skal have stor ros for, at hun har rykket sig meget fra sidste år. Der er mere at være glad for end ked af, siger Jesper Hovgaard om Grundtvigs nederlag på 13-21, 21-16, 8-21 til japanske Chihiro Uchiyama.

Læs også: Hård dansk herresingledag på UVM-førstedagen

Samme følelse står U19-landstræneren med ovenpå Sophia Grundtvigs damedoublekamp med Amalie Kudsk, som de taber 11-21, 14-21 til de tredjeseedede indonesere, og Natasja Anthonisen/Clara Graversen 15-21, 11-21-nederlag til de bundseedede Li/Luo fra Kina.

– Jeg synes, at cifrene lyver lidt, for vores damedoubler gør det rigtig godt. Pigerne møder et niveau, de ikke har mødt før, og de spiller på et ret højt niveau selv, og de kan godt bide skeer med de her rigtig gode asiatiske par. Det er opløftende at se, hvordan de bliver ved, selvom det er svært derinde på banen. De bliver i gameplanen og tager en bold ad gangen. De er gode til at fokusere på, at spillet i duellerne har været godt. Det kan godt være hårdt for spillerne, at de spiller perfekt, men taber duellerne, siger Hovgaard.

Læs også: Danmark slutter på sjettepladsen ved UVM 2019: – Vi kan være rigtig stolte 

De gode præstationer resulterede heldigvis også i sejre. Blandt andet til Mads Vestergaard/William Boe, som slog franske Kenji Lovang/Christo Popov 21-19, 16-21, 21-17.

– Vi havde på forhånd sagt, at den her var svær, men drengene greb chancen, og de holdt hovedet koldt. Det var en fed sejr for drengene, for den tippede lidt frem og tilbage, og de fik en svær start i tredje sæt, men de var modige, så det skal de have ros for, siger Jesper Hovgaard.

Se alle resultaterne fra de Danmarks UVM-kampe her

I morgen venter endnu en lang og hård dag for danskerne, men der er heldigvis også en masse at se frem til. Hvis vi skal vælge én kamp ud, bliver det Mads Juel Møllers kamp mod Li Yun Ze fra Kina, som er fjerdeseedet.

– Mads Juel Møllers kamp bliver spændende. Han har haft det svært her i Kazan, men det bliver spændende at se, om han kan omstille sig fra U17-fjer til UVM-fjer. Vores damesingler kommer til at få det hårdt i morgen, så jeg glæder mig til at se, hvor seje de er, siger Jesper Hovgaard.

Se hele programmet for onsdagen ved UVM her

UVM-onsdagen begynder klokken 8.00 dansk tid, og de første danskere som skal på banen er Marcus Rindshøj/Clara Graversen. De møder Novoa/Rosell fra Peru klokken 8.15 dansk tid.



Tags: , , , , ,
Kategori: , , , ,