Badmintonphoto
Anders Antonsens VM-finale: Han skal være fræk som en slagterhund
august 25, 2019 11:30Anders Antonsen spiller i dag VM-finale for første gang i karrieren, og det er imod selveste Kento Momota, der er forsvarende verdensmester og nummer et på verdensranglisten. – Anders skal være fræk som en slagterhund, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen i sin optaktsanalyse til VM-finalen.
For syvende gang i verdensmesterskabernes 25-årige historie, har Danmark en herresinglespiller i VM-finalen. I år er det Anders Antonsen, som skal repræsentere de rød-hvide farver på den største scene.
Finalemodstanderen er ingen ringere end Kento Momota, der de seneste år har været den suverænt bedste herresinglespiller i verden med guld til VM og sejr ved eksempelvis All England og Japan Open i år.
Derefter venter der Antonsen en stor opgave.
– Momota er en sindssyg dygtig spiller. Ingen tvivl om det. Men Anders skal fortsætte i det spor, han har kørt i under dette mesterskab. Han skal holde fast i sin selvtillid, fortsætte sin varierede spillestil, og så skal han være fræk som en slagterhund, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen før VM-finalen.
Læs også: Anders Antonsen er i VM-finalen
22-årige Antonsen har slået Kento Momota en gang i deres fire indbyrdes opgør. Det var i Indonesia Masters-finalen i januar, og den sejr er rigtig vigtig at tage med ind i finalen.
– Begge spillere ved, at Anders kan slå Momota. Det kan styrke Anders’ selvtillid og tro på egne chancer. Vi har forberedt os godt, og vi kender Momota rigtig godt, så vi tror på, at det kan lade sig gøre, men der er ingen tvivl om, at det bliver en svær opgave, siger Jonassen.
Seneste danske medalje ved VM i herresingle vandt Viktor Axelsen i 2017, da han blev verdensmester.
Derudover har Peter Rasmussen og Flemming Delfs vundet VM-guld i henholdsvis 1997 og 1977, mens Peter Gade vandt sølv i 2001, og Morten Frost står for to VM-sølvmedaljer i 1987 og 1985.
Klik her for at se alle danske VM-medaljer gennem historien
VM-finalen i herresingle spilles som kamp nummer tre i dagens program. Det betyder, at Anders Antonsen og Kento Momota forventes at gå på banen omkring klokken 14.00. Alle finaler sendes live på TV 2.
Tags: Anders Antonsen, Kenneth Jonassen, VM, VM 2019
Kategori: Elite, Forside, Landshold, Medalje, Nyheder