Emil Lyders, Badminton Danmark
6 opdateringer i konkurrencereglementerne, der er gode at kende til den nye sæson
juli 8, 2019 15:50I forbindelse med 2019/2020-sæsonskiftet per dags dato, 1. juli, er der foretaget en række opdateringer af blandt andet turneringsreglement, pointskala og genplacering, der er gode at være opmærksomme på. Vi har samlet de seks væsentligste justeringer herunder.
1) BadmintonPlayer
BadmintonPlayer.dk bliver i den nye sæson stedet, hvor invitationer, programmer og resultater skal findes. For at det kan fungere optimalt, stilles der nu krav til en internetforbindelse i de haller, hvor der afvikles turneringer.
Alle invitationer, programmer og resultater skal uploades af turneringsansvarlige til BadmintonPlayer. Mere information om dette følger ved sæsonstart.
2) E-spillere ungdom skal nu deltage i E-række turneringer
En spiller med E i en kategori kan fra den nye sæson ikke deltage i en M-række turnering inden for samme datointerval, som E-række turneringen afvikles i ens aldersklasse. Man skal således deltage i den aktuelle E-række turnering.
Man kan naturligvis prioritere at sidde over i en weekend, hvis man ikke ønsker at deltage i en E-række turnering, men man kan ikke i disse weekender ’spille ned’ i for eksempel en M-række turnering. Man kan dog stadig vælge at spille M-række turneringer i andre weekender.
Beslutningen om at ændre denne praksis er et ønske om, at alle spillere skal konkurrere mod spillere inden for samme interval, så der ikke kommer skævvridning i pointreguleringen løbende.
I BadmintonPlayer vil der være låst for tilmelding til andre turneringer for de pågældende spillere i de weekender, hvor der er E-række turneringer.
3) Ungdomsholdturneringen overgår til pointintervaller
Det nye UH-reglement vil fremover anvende det nye pointsystem ved at benytte pointintervaller til inddeling af holdene. Det vil sige, at vi fremadrettet kan skabe mere ligeværdige puljer og give bedre mulighed for sammenlægning af puljer, som kommer til at skabe en bedre og mere niveaumæssigt jævnbyrdig holdturnering.
U11-pointreguleringsloft i individuelle turneringer fjernes, og der indføres nu i stedet et pointreguleringsloft i den fælles ungdomsholdturnering.
Klik her for at se de konkrete holdturneringsreglementer.
4) Pointintervalskemaer – Den lille og den store
Pointintervalskemaerne hedder nu ’Den Lille Tabel’ og ’Den Store Tabel’. Vi har omdøbt dem begge for at gøre det lettere at kommunikere om dem for alle i daglig tale.
Alle U17-spillere og ældre spillere – spiller efter ’Den Store Tabel’.
Alle yngre end U17 – spiller efter ’Den Lille Tabel’.
Denne ændring fjerner de udfordringer, der har været i rækker, hvor seniorbadminton og U17/U19 badminton blandes sammen. Nu spiller alle med naturlig adgang til voksenbadminton efter samme pointskala.
Klik her for at se de nye pointintervalskemaer.
I den nye sæson kan det blive aktuelt at se på pointintervalskemaet, som beskrevet i reglementet, hvor der er mulighed for justeringer af intervallerne hvert kvartal.
5) Genplaceringsparagraffer ændres
Genplacering kan kun foretages ved at kontakte spillerens egen klub, som herefter skal benytte en formular på BadmintonPlayer senest den 20. august 2019 (Senior+ spillere dog undtaget).
Herefter kan genplacering kun foretages igennem dispensation, der gives i særlige tilfælde. For eksempel efter længerevarende skade, graviditet eller klubskifte i indeværende sæsonen.
Der kan dog stadig foretages administrative genplaceringer fra alarmlister og lignende, hvor spilleres historik for eksempel ikke matcher nuværende niveau og lignende.
6) Automatisk genplacering af spillere nr. 1-100 på BWF’ s verdensrangliste
Den automatiske genplacering af spillere, der er nr. 1-200 på BWF’ s verdensrangliste ændres til fremover kun at omfatte nr. 1-100.
Der har været en række tilfælde, hvor verdensranglisten ikke har været retvisende for spillere med en placering uden for top-100. Derfor ændres reglen, så det udelukkende er spillere i top-100, der fremover automatisk hver måned genplaceres på baggrund af verdensranglisten.
Tags: BadmintonPlayer, Den Lille Tabel, Den Store Tabel, Genplacering, point, Rangliste, reglementer, Sæsonskifte, Verdensrangliste
Kategori: Forside, Nyheder